Hjemme igen fra Hospice, ©Henning Vigold

Hospice

De første par uger på Sct. Lucas Hospice fik jeg det hurtigt bedre. Hvor min læge og sygeplejersken fra det palliative team i høj grad famlede sig frem for at lindre kvalme og smerter, var indsatsen fra lægerne her langt mere målrettet og sikker og efter blot 3-4 dage havde jeg det helt fint, kunne gå ture og tage hjem i weekenden. Men det varede kun til den anden weekend. Den startede fredeligt nok. Jeg tog hjem fredag aften. Lørdag eftermiddag kom nogle venner på besøg, og medens vi sad og snakkede om løst og fast fik jeg det pludselig ganske skidt, ondt i maven og meget svært ved at koncentrere mig om mine gæster. Jeg præsterede dog stadig at lave mad til os begge. Men efter at vi var gået i seng blev jeg meget urolig, hvorfor min kone valgte at sove i gæstesengen i kælderen. Så da jeg vågnede tidligt på morgenen med voldsomme smerter var jeg alene. De første par timer blev jeg bare liggende. Jeg prøvede at kalde, men det havde ingen effekt. Og omkring klokken halvotte måtte jeg have hjælp, så jeg vist nærmest kravlede ned ad trappen og fik min kone vækket. Jeg efter et par timer stod det klart, at jeg hellere måtte ringe til Hospice. Der ville de kontakte en af lægerne, selvom de havde fri, og tidligt på eftermiddagen kørte vi tilbage til Hospice.

Mavesår

Her fik lægen hurtigt den alvorlige mine frem. Hun diagnosticerede det som et perforeret mavesår og vurderede at jeg ikke nødvendigvis ville holde natten over, omend de sagde det lidt mere forsigt til min kone. Hun kontaktede min svoger og et par meget nære venner, tog hjem og sørgede for dyrene og tog så tilbage og overnattede i Hospice. Næste morgen var jeg dog stadigt i live, men jeg blev fradømt mad og idømt drop. Og de næste par uger fortsatte jeg på den måde og blev derefter, temmeligt afmagret. Efter en uge fik jeg lov at indtage en sodavandsis og efter yderligere en uge begyndte jeg at spise rigtig mad, ganske langsomt. Men jeg var unægteligt temmelig svag. Folk kom og besøgte mig og kørte mig rundt i parken i kørestol. Jeg fik kræfter nok til at tage hjem en eftermiddag med Falck. Min kone og et par venner tog mig med i Tivoli i kørestol og det var altsammen ganske underholdende. Sidenhen fik jeg kræfter nok til at tage hjem hele weekender og stille og roligt kunne jeg mere og mere. Gå op ad trapper tog nogen tid, men det kom også.

Ny Scanning

I midten af oktober synes lægerne at det begyndte at blive påfaldende så godt jeg havde det. Een ting var, at jeg kom mig oven på mavesåret. Men at jeg ligefrem var begyndt at tage på arbejde en gang imellem. Og rask væk tog hjem hver weekend, det var ikke hvad man forventede af en kræft-patient med en terminal prognose. Så de foreslog, at jeg fik foretaget en ny ultralydsscanning. Hvad jeg selv syntes var en fortrinlig ide, jeg var nemlig også begyndt at synes, at jeg havde det lidt for godt til at være på Hospice. Ultralydsscanningen viste stadig tumorer, men da de blev sammenlignet med CT-scanningen fra december, året før, synes de at være lidt mindre. Og den største af tumorerne, som tidligere tydeligt havde kunnet mærkes og på et tidspunkt endda havde kunnet ses, den kunne ikke længere mærkes, hverken af mig eller af lægerne.

CT-scanning

Som kræftpatient hørte jeg jo stadig til Frederikssund, og de kiggede også på ultralydsscanningen og sammenlignede den med den gamle CT-scanning. Og det synes de, så så mærkeligt ud, at de indkaldte mig til en ny CT-scanning i starten af november. Og et par uger senere var min kone og jeg så til samtale i Frederikssund om resultatet af denne scanning.

Miraklet i Hellerup

Overlægen i Frederikssund så ved denne samtale mildest talt forvirret ud. Forvirret på en glad måde, men dog forvirret. For det havde han aldrig oplevet før. Den store tumor var ganske rigtigt svundet. Men nok så mærkeligt, alle de andre metastaser var udsat for centralt henfald, altså en situation, hvor tumorerne bliver vandagtige inden i. Han forklarede mig, at det ofte ses ved nyrekræft, men kun for modertumoren, aldrig metastaserne. Og det var det altså her. Allerede inden samtalen havde jeg vedtaget at lade mig udskrive fra Hospice, for uanset hvad, var jeg for rask til at opholde mig der, det være sig for 3 måneder eller for 30 år. Men når nu samtalen forløb, som den gjorde, var alle andre også enige heri.

Nedtrapning

Tilbage var så en nedtrapning fra de ret store mængder smertestillende midler og Prednison. Det må så komme det næste stykke tid. Lige nu kan jeg konstatere, at jeg er, om ikke rask, så dog rask nok til at lege rask, nøjes med en CT-scanning hver tredie måned og glæde mig over at Hospice for en gangs skyld kan glæde sig over en udskrivning af denne slags.

Sidst opdateret 11. april 2006