Lidt om hunde

Matti med sin julegave og Grynet sammen med Ilfrin

Min mand og jeg voksede begge op med hund. I 1991 besluttede vi, at nu skulle vi have hund igen, og i vores jagt på den 'problemfri' hund endte vi med at vælge en norsk buhund, en dejlig, social og kærlig hund. Det var et kompromis - Birgit er vant til store hunde, Henning til meget mindre.
Henning gik til træning med Grynet, som hun hed, og blev efterhånden grebet af agility, så det skulle ind i overvejelserne, da vi skulle vælge den næste hund. Vi ville begge gerne have hyrdehund - "en collie fra før Lassie", men vi vidste også, at en border collie ikke var for os. At finde et kompromis mellem en schæfer og en Shetland sheepdog er slet ikke så nemt, men til sidst faldt valget på en Australian Shepherd. Jeg trænede Matti, og blev hurtigt meget interesseret i teknikken bag hundetræning (klikkertræning og shaping), og - til min store overraskelse - i hyrdetræning. At danse med fårehund og får er en stor oplevelse og en stor udfordring.

Idag har jeg så to Aussier, som jeg er alene om efter Hennings død. Det var ikke meningen, det skulle gå sådan, men alt taget i betragtning, er jeg slet ikke ked af det. De to tøser trækker mig ud i den friske luft og tvinger mig til hele tiden at lære noget mere for at kunne træne dem ordentligt. Og det er jo sundt for hjernen at blive brugt!
Jeg har ingen planer om at opdrætte. Det er ikke en race for hvem som helst, og alene arbejdet med at sikre, at hvalpene ender i de rigtige hjem er nok til, at jeg forlængst har bestemt mig for ikke at opdrætte.

Sidst opdateret 4. juli 2007